Tilbage
 

Gode råd

 

Øhavsstien er afmærket med blå piktogrammer med en lille hvid vandrer og teksten ”Øhavsstien”. Du kan ikke se fra den ene markering til den næste, men afmærkningerne er sat der, hvor stien ændrer retning, eller hvor der kan være tvivl.

Som regel er det meget nemt at følge stien, men tag for en sikkerheds skyld en folder eller køb guidebogen ”Øhavsstien – En vandretur rundt om Det Sydfynske Øhav” på det lokale turistkontor og følg med på kortet, så du altid ved, hvor du befinder dig.

 

Det kræver hverken særligt udstyr eller en masse planlægning at vandre en dagstur på Øhavsstien, men her er et par gode råd:

  • Anskaf dig en god rygsæk med et rumindhold på 20-30 liter. Den skal være polstret på bæreremmene og ind mod din ryg, så indholdet ikke generer dig under vandringen. I sådan en rygsæk kan du have plads til madpakke, drikkedunk, termoflaske, siddeunderlag og regntøj, samt kamera og en lille kikkert.
  • Vælg en dag med tørvejr og und dig selv mindst to-tre timer til turen. Sørg for at lægge et par pauser ind og tag en lækker madpakke og rigeligt at drikke med.
  • Øv dig i at falde lidt i staver: Drik din kaffe og spis din frokost et sted, hvor du sidder i læ og med en god udsigt. Tag dig en lur, hvis du har lyst.