Tilbage
 

Om Øhavsstien

Ofte forestiller man sig, at man skal ud til den jyske vestkyst eller til Norge, Sverige og andre fjerne steder for at kunne vandre nogle lange, seje stræk. Men den sydfynske øhavssti giver dig samme oplevelse.

Stien strækker sig mere end 220 kilometer rundt om Det Sydfynske Øhav. De fleste steder vandrer du langs Øhavet, andre gange føres du ad stier og mindre veje gennem det kuperede landskab.

Det er et karakteristisk istidslandskab, og på din vandring vil du støde på smeltevandsdale, randmoræner og hatbakker. Men du skal ikke forvente store strækninger med øde og uberørt natur. Landskabet har været i menneskehænder i mere end 10.000 år. Her har adelen bygget hovedgårde, sømænd er sejlet ud i den store verden og bønder og fiskere har slidt for at opretholde livet. Overalt har de efterladt interessante, kulturhistoriske spor.

Undervejs vil du også møde et rigt dyre- og planteliv. Mange steder er der levende hegn, stengærder og småskove, hvor vilde dyr og planter har små fristeder. I selve Øhavet - på de cirka 55 øer og holme - lever og yngler fugle i massevis.

Det er afslappende at vandre. Du bliver fysisk træt, men tingene foregår i et roligt tempo. Der er tid til at sludre med folk, du møder - og tid til eftertanke og stilhed.  

 

Download kortet her

 

Læs mere om Øhavsstien