Tilbage
 

Naturlegepladser

En naturlegeplads har legeredskaber af naturens egne materialer: Træstammer, tov, jord og vand, og den ligger ofte i tilknytning til en skov.

 

Troldeland

Danmarks største naturlegeplads Troldeland ligger i Svanninge Bakker. Her er legeredskaber og aktiviteter for børn fra 3-12 år. Pladsen er placeret i et tidligere grusgravsområde, som er inddelt i "lommer".

 

I den største lomme ligger legepladsen for de ca. 7-12 årige. Her findes regnvejrsly og cirka 25 legeredskaber, der er placeret langs kanten, så man kan lege Jorden er giftig hele vejen rundt.  Alfeland for de 2-6 årige ligger lidt afsides, og ned ad en stejl skrænt ligger Huleland, hvor brugerne bestemmer indretningen.

 Der findes bålpladser på og ved legepladsen. Medbring selv brænde.

 

Naturlegepladsen Gåsebjergsand, Rallebæksgyden, 5600 Faaborg.

Adgang til pladsen: Indkørsel til Gåsebjergsand fra Rallebæksgyde. Parkering på pladsen ved det gule klubhus. Det anbefales at bruge udkørslen til Odensevej, når naturlegepladsen forlades.

 

Bus: Rutebiler mellem Faaborg og Odense passerer Gåsebjergsand og Svanninge Bakker.

 

Lunden

I Ærøskøbing ligger Naturlegepladsen Lunden helt nede ved vandet bag vandrerhjemmet Villa Blomberg. Der er bålplads med udsigt ud over Lilleø og Ommelshoved og en spændende kombination af legeredskaber, skulpturer og væresteder bl.a. et snittehus, hvor børnene kan snitte Lønneberg-figurer.

Adgang til pladsen: Find vandrerhjemmet Villa Blomberg, Smedevejen 15, 5970 Ærøskøbing og følg stien ned mod vandet. Efter ca. 300 m ligger naturlegepladsen på venstre hånd.

 

Dronningemaen i Svendborg

Naturlegepladsen ligger midt i Svendborg by som en oase med vandløb, broer og udskårne dyrefigurer i bakker og krat. Samt – naturligvis -  gyngestativ, klatrenet og boldbane. Om vinteren ved hård frost er der skøjtebane

 

Adgang til pladsen: På Dronningemaen, 5700 Svendborg, er der flere parkeringsmuligheder i nærheden af naturlegepladsen.