Tilbage
 

Natur og vilde heste på Sydlangeland

Alle skal se Langelands vilde heste, som lever under åben himmel året rundt på et 110 hektar stort område på det sydligste Langeland. Flokken består af cirka 60 Exmoor-ponyer, som oprindelig kommer fra øde egne i Storbritannien, de får lov til at passe sig selv og lever udelukkende af områdets vegetation.

I samme område finder du to små stævningsskove, Øster og Vester Gulstav. Stævningsskove (som også kaldes stubhaver) er skove, der løbende er skåret ned, så brænde og tømmer kunne bruges af bønderne.

Gulstavskovene er tilsammen på 23 hektar. I modsætning til de fleste andre skove er næsten alle træer små. Bundter af helt lige, meterlange hasselkæppe stritter op ad jorden. Kun med ujævne mellemrum skygger storkronede ege, som rager op over den tætte underskov. Når det blæser, smækker kæppene mod hinanden i et gevaldigt spektakel.

Parkering: 200 m syd for Gulstavvej 22, 5935 Bagenkop. 

Mere information:
Se Naturstyrelsens information om Sydlangeland på linket her - eller hør mere på det lokale turistbureau.