Tilbage
 

Om Riderute Sydfyn

 

Med et ridekort til Riderute Sydfyn får du mulighed for at opleve et dejligt hjørne af Danmark fra hesteryg. Ruten består af 75 kilometer sammenhængende ridesti gennem Sydfyns enestående natur og unikke herregårdslandskaber omkring Holstenshuus, Steensgaard og Brahetrolleborg. Hele ruten følger stier i skove eller på marker, så du slipper for at ride på trafikerede veje.

 

Stierne bugter sig op og ned gennem Svanninge Bakker og Bjerge, åbner vide udsigter over Det Sydfynske Øhav, fører gennem skove og dale, langs stendiger og levende hegn og rundt om den store, fuglerige Brændegård Sø.

 

Ruten strækker sig over flere ejendomme, og du passerer både stats- og privatejede arealer. Langs ruten er opsat markeringspæle med piktogrammer, så du ved, hvilken vej, du skal følge.

 

Rideruten er etableret i samarbejde mellem fem lodsejere i det sydfynske område - Holstenshuus, Steensgaard, BikubenFonden, Brahetrolleborg og Naturstyrelsen Fyn - samt Faaborg-Midtfyn Kommune og Naturturisme I/S.